OM PROJEKTET



KVINFOs mentornetværk v/Kvindemuseet har fået økonomisk støtte fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration til projektet:

”Brug for alle i Danmark – korps af rollemodeller med etnisk minoritetsbaggrund”



Projektet startede i januar 2007 og skulle være sluttet ved udgangen af 2008, men er blevet forlænget til 31. december 2009.


I mentornetværket kommer vi ofte i kontakt med kvinder med flygtninge/indvandrerbaggrund, der efterspørger ’ de gode historier’ (hvordan får man et job, når man bærer tørklæde og har et fremmedklingende navn?). Mange er stødt på en række barrierer, og ved ikke hvordan de skal komme videre. Vi kan også se, at nogle mister modet og opgiver, fordi de tror det ikke kan lade sig gøre.

Mange indvandrere fra ikke-vestlige lande klarer sig godt på det danske arbejdsmarked, men som gruppe har indvandrere fra ikke-vestlige lande – og særligt kvinderne – mindre uddannelse og lavere tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette hænger dårligt sammen med, at der er brug for alle ressourcer på det danske arbejdsmarked.

Derfor er der behov for gode historier til inspiration og efterlevelse og bestemt også for konkret råd og vejledning. Rollemodellerne varetager denne opgave gennem råd, vejledning og ved at dele sine egne historier og erfaringer.

På samme måde er der også behov for dokumentation på området. Projektet er således ikke kun målrettet kvinderne, men også deres børn og mænd. Der er en mangel på historier og kulturarv i Danmark fortalt gennem kvinder med etnisk minoritetsbaggrund med afsæt i barndom, ungdom og ’dannelseshistorier’. Udstillingen "Rejsen til Danmark - 17 historier om at rejse til og bo i Danmark", som kan ses i Århus ved Kvindemuseet fra august 2008-marts 2009, samt webformidling sikrer denne vigtige dokumentation.

Projektet har til formål at bibringe medlemmer af målgruppen inspiration og vise, at det nytter at gøre en indsats, og at det kan lykkes at få foden inden for i det danske samfund på trods af vanskelige vilkår og barrierer.
Projektet har endvidere til formål at bibringe målgruppen en oplevelse af, at der er mulighed for at leve et liv i overensstemmelse med egen identitet og det omgivende samfund

Styrken ved at bruge rollemodeller er:
- at de kan skabe identifikation i målgruppen,
- at det skaber fokus på positive historier, og
- at det kan bidrage til identifikation af styrker og potentialer i målgruppen.

Projektet retter sig fortrinsvis mod kvinder over 25 år med ikke-vestlig baggrund, idet disse i højere grad end mænd står uden for det danske samfund og har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet. Samtidig kan deres rolle i familien være med til at begrænse deres deltagelsesmuligheder i det omgivende samfund. Desuden er det i særlig grad moderens uddannelsesniveau og grad af beskæftigelse, der har indflydelse på børnenes mulighed for at tage en uddannelse og komme i beskæftigelse. Ændres kvindernes situation, vil det have positiv betydning for hele familien.

Endelig vil projektet gennem rollemodellerne give mulighed for at opsamle en betydelig viden om de grupper, der på mange måder står uden for det danske samfund. En viden, der vil kunne bruges i den videre indsats ift. målgruppen. Det er hensigten, at den viden der genereres gennem projektet videreformidles til de kommunale og nationale politiske aktører på integrationsområdet gennem et seminar.

Download brochure - Rollemodeller


Tilbage

Print siden


KONTAKT - PROJEKTKOORDINATOR - Jeanette Bach - tlf. 8618 6478 / 6062 6922, e-mail: rollemodel@womensmuseum.dk